Næppe havde Elisa sagt det, før manden ankom til huset, og lidt senere kom kongen. „Det er Herren, som er skyld i denne katastrofe,” råbte kongen. „Der er ikke længere nogen grund til at sætte vores forhåbninger til ham.”
Og medens han endnu talte med dem, kom Kongen ned til ham og sagde: "Se, hvilken Ulykke Herren har bragt over os! Hvorfor skal jeg da bie længer på Herren?"